Historien om Manchester United

Manchester United er mere en fodboldklub; det er en institution, elsket og berømt verden over for sit spil og sine spillere, for sine triumfer og tragedier - og ikke mindst for Sir Matt Busby, levendegørelsen af alle de bedste tanker om fodbolden og dens moderland.

Det var Matt Busby der skabte klubbens grænse løse popularitet. Old Trafford hjemsted for Manchester United, lå i ruiner, bombet at det tyske Luftwaffe i marts 1941, og de fleste af klubbens spillere, gjorde krigstjeneste på kontinentet, da Uniteds præsident James Gibson indkaldte til bestyrelse møde på sit kontor den 15. februar 1945, vedrørende en ansættelse af en manager for klubben. Resultatet blev at Matt Busby, på det tidspunkt stabs officer i den britiske hær, fik en fem årlige kontrakt som manager og tiltrådte i oktober 1945 i en klub uden penge, uden stadion og uden spillere!

United havde en kæmpe gæld, Old Trafford var ubrugelig: tribunerne var ødelagt og banen omdannet til et kæmpekrater og spilleren var knapt nok vendt tilbage fra slagmarkerne, på det europæiske kontinent. Det var ud af dette muldvarpe skud, Matt Busby byggede et bjerg.

Det var begrænset hvor mange spillere, der vendte tilbage til Manchester United; nogle mistede livet, andre førligheden. Da Matt Busby indledte træningen, kunne han tælle de etablerede førsteholds-spillere på én hånd: Johnny Carey, Stan Pearson, Jack Rowley, Allenby Chilton og Charlie Mitten - og desuden glæde sig over, at fire af lærlingene fra tiden før krigen var til disposition: målmanden Jack Crompton samt Henry Cockburn, John Aston og Johnny Morris.

I modsætning til de fleste managers, der mere eller mindre opgav førkrigstidens førsteholdsspillere, besluttede Matt Busby sig til at satse på sine, om end han gav dem nye roller; eksempelvis gjorde han de to boldbegavede forwards Johnny Garey og John Aston til henholdsvis højre og venstre back. Han inspirerede sine spillere i en sådan grad, al de alle kom på et af de britiske landshold.

Matt Busby gjorde kun ét indkøb: den skotske landsholdsforward Jimmy Delaney, som Celtic Glasgow gerne solgte for 80.000 kroner - ud fra den betragtning, at Delaney aldrig ville blive sin kompilerede skulderskade kvit - og at han ydermere var blevet for gammel. At hverve en spiller svarer ofte til al spille i lotteriet; risikoen for en nitte er lige så stor som chancen for en gevinst. Men med købet af Delaney - »et af mine bedste nogensinde« har Busby senere sagt - demonstrerede Busby straks sin evne til at satse rigtigt

Tre store hold

Det siges, at Matt Busby havde tre store hold i sine 24 år som manager i Manchester United; at han arvede det første, skabte det andet og købte det tredje. Deri er Jack Crompton ikke enig: ”Det er uretfærdigt at påstå, at Matt Busby arvede sit første hold; vi spillere kendte knap nok hinanden, da vi efter krigen vendte tilbage til klubben. Det var Matt Busby, der gjorde os til et hold.”

I mere end tre år måtte United spille sine hjemmekampe på Maine Road hos Manchester City; alligevel besatte klubben tre sæsoner i træk 2. pladsen i ligaen - udover i 1948 at besejre Blackpool 4-2 i FA Cup finalen, en af de mest storslåede i Wembley's historie.

I Matt Busby's fjerde sæson på Old Trafford opnåede United kun en fjerdeplads i ligaen, men respekten og beundringen for denne noble manager med en fortid som en brillant fløjhalf i Manchester City og Liverpool FC samt anfører for del skotske landshold var kolossal; og såvel Tottenham som Manchester City forsøgte at engagere ham ligesom Det italienske Fodbold Forbund tilbød ham jobbet som landsholdets chef til et gigantisk honorar. Men Busby ignorerede alle økonomiske fristelser, fuld af ambitioner om at skabe verdens bedste klubhold baseret på venskab, loyalitet og sammenhold.

Det skulle på én gang være en glæde og en ære at spille for Manchester United. Som sin assistent havde Malt Busby ansat Jimmy Murphy, som under krigen havde gjort tjeneste i Det fjerne Østen og i den 8. – armé i Nordafrika samt i en flygtningelejr i den italienske by Bari. ”Det var i Bari, jeg mødte Matt Busby” har Jimmy Murphy fortalt ”Han bad mig om at komme til Old Trafford for at se efter de unge spillere; det gjorde jeg i 1946.”

The Busby Babs

Matt Busby var lige fra start indstillet på i videst muligt omfang selv at producere klubbens førsteholdsspillere; han og Jimmy Murphy samt fire-fem talent-spejdere rejste tusindvis af kilometer for at overvære skoleungdoms- og firmakampe i bestræbelserne på at finde talenter med en fremtid i Manchester United.

Det var bemærkelsesværdigt så få talentspejdere, Matt Busby havde. Men i virkeligheden havde han ikke brug for så mange, eftersom han nød en enorm goodwill over hele Storbritannien, især hos talrige skoleinspektører; når de havde en elev med talent for fodbold, ringede de prompte til Matt Busby.

Mange gav udtryk for den opfattelse, at United fundamentalt var en katolsk klub, og at landets præster var klubbens bedste talentspejdere. Dertil har Jimmy Murphy sagt: ”Det afgørende for os var om drengene havde talent, og om de ønskede at spille for United - og ikke om de var katolikker, hinduer, muslimer eller ateister.”Det var disse drenge: Duncan Edwards, Bobby Charlton, Eddie Colman, David Pegg og mange andre, presse og publikum døbte the ”Busby Babes”.

Matt Busby demonstrerede samtidig en anden egenskab, der var karakteristisk for ham i hans karriere som manager: modet til at investere store penge i unge spillere fra klubber udenfor 1. division - eksempelvis Tommy Taylor, en stor, stærk og bevægelig centerforward med sans for sammenspillet og en formidabel evne til al forudse og udnytte målchancerne.

Tommy Taylor debuterede på førsteholdet i Barnsley som 17-årig i juli 1949; og snart stod han på ønskelisten i Manchester United, men hver gang Jimmy Murphy opsøgte ham, svarede han: ”Nej; jeg kan ikke forlade Barnsley. Jeg kan lide klubben, og jeg kan lide byen, og jeg har mine venner her.” I sommeren 1953 gjorde Jimmy Murphy et nyt forsøg; Barnsley var netop rykket ned i 3. division, og Murphy kunne love Taylor en lykkelig fremtid i United. ”Okay« udbrød Tommy Taylor” men på én betingelse.« Murphy var sikker på, det var et spørgsmål om penge, og replicerede: ”Lad mig høre, Tommy; sig hvad du vil have...” - og så kom det: ”To billetter til min far og mor hver gang, vi spiller på Old Trafford.”

Joe Richards, præsidenten i Bansley, forlangte 30.000 pund for Tommy Taylor, men Matt Busby ville ikke belaste drengen med et sådan prisskilt og fik gennemtrumfet en overgangssum på 29.999 pund. I virkeligheden kostede Tommy Taylor ham 30.000; Matt Busby gav ét pund i drikkepenge til den dame, der havde skænket potte vis af te for ham og Joe Richards vinder forhandlingerne.

Matt Busby's filosofi og anstrengelser gav resultater på både den ene og den anden front; førsteholdet besatte andenpladsen i ligaen i 1951 (i hans femte sæson i klubben) og vandt mesterskabet i 1952, og ungdomsholdet erobrede fra 1953 the F. A. Youth Cup fem år i træk.

Talenter i hobetal

Talenter i hobelal strømmede fortsat til Old Trafford, lykkelige over at få chancen for at spille sig til en kontrakt. Hvis nogen troede, det ville blive nemt, kom de på andre tanker så snart de bankede på døren til Matt Busby's kontor for at præsentere sig; over den hang et skilt med orderne: DER ER INGEN ERSTATNING FOR HÅRDT ARBEJDE.

Atmosfæren på Old Trafford var dog behagelig at arbejde i, og de mange talenter blomstrede så meget, at Matt Busby i midten af 50'erne kunne binde to smukke buketter hvor de fleste af hans kolleger i ligaen havde kvaler med at fremvise blot én. Selv om Busby kun købte tre spillere: målmanden Ray Wood 1 1949, Liam Whclan i 1953 og Tommy Taylor samme år, kunne han stille et reservehold, der var godt nok til en topplacering i 1. division.

Det var kun et spørgsmål om lid før det mest talentfulde hold i britisk fodbold siden krigen ville vinde mesterskabet; det skete i sæsonen 1955/56. United sluttede 11 point foran Blackpool. Aldrig var ligaen blevet vundet på så overbevisende en måde, og aldrig havde et så ungt hold præsteret det; gennemsnitsalderen var 22. Matt Busby brugte den sæson flere spillere på førsteholdet end nogen af de andre mestre siden krigen, ikke af nød, men for at give de unge spillere rutine!

Den følgende sæson blev den fornemste i Manchester Uniteds historie; klubben genvandt ligaen og spillede sig frem til F. A. Cup finalen på Wembley, og den nåede til semifinalerne i Europa Cup turneringen for mesterhold. United lavede 103 mål i sine 42 liga matcher og sluttede otte point foran Tottenham; klubben havde givetvis også vundet cup finalen på Wembley, hvis ikks Aston Villa's irske wing Peter McParland hensynsløst havde møvet målmanden Ray Wood ned tidligt i kampen. Wood blev båret fra banen, centerhalfen Jackie Blanchflower overtog hans plads, og United fortsatte med ti mand, et kolossalt handicap på Wembley's store bane.

McParland, tilsyneladende upåvirket af sin svinestreg, scorede to gange. En halv snes minutter før tid reducerede Tommy Taylor, og samtidigt vendte Ray Wood tilbage, men slaget var tabt for United. I den europæiske turnering blev det til sejre over Anderlecht, Borussia Dortmund og Athlelic Bilbao før United måtte overgive sig for Real Madrid.

United var dog godt på vej fil at blive verdens bedste klubhold, og det var realistisk at tiltro the Busby Babes muligheden for allerede i sæsonen 1957/58 at vinde ligaen og F. A, Cup'en samt Europa Cup'en for mester-hold. De fik dog en dårlig star! i turneringen; flere af spillerne syntes ude af form, og Ray Wood var i den grad uden selvtillid (måske som følge af episoden på Wembley), at Matt Busby følte sig tvunget til et rekord køb: 23.000 pund til Doncaster for den nordirske landsholdsmålmand Harry Gregg. Men omkring årsskiftet genvandt United sin naturlige styrke; klubben avancerede i ligaen, og den var mellem de sidste 16 i den engelske cupturnering og i kvartfinalerne i den europæiske.

Triumf og tragedie


Den første lørdag i februar 1958 vandt United 5-4 over Arsenal på Highbury i en eventyrlig kamp, og derfra rejste spillerne til Beograd for at møde Røde Stjerne og for at forsvare deres 3-2 føring fra det første opgør i Manchester. Som altid forsvarede United sig med at angribe, og de kom da også foran 3-0, men måtte nøjes med 3-3. En triumf var det dog...

Dagen derpå fulgte tragedien: i forbindelse med en mellemlanding i München forulykkede flyet med spillere og ledere fra United samt journalister og fotografer. 23 af de 43 ombordværende mistede livet; syv spillere blev dræbt øjeblikkeligt; Roger Byrne, Geoff Bent, Eddie Colman, Mark Jones, David Pegg, Tommy Taylor og Liam Whelan - den 6. februar 1958: The Day a Team died.

Matt Busby og Duncan Edwards blev livsfarligt kvæstet - og Duncan Edwards døde 16 dage senere. Duncan Edwards var - som Jimmy Murphy engang udtrykte det - kronjuvelen i Uniteds smykkeskrin, den fuldendte spiller. Han var kun 17, da han i 1953 etablerede sig på førsteholdet i Manchester United, og han blev den yngste debutant på det engelske landshold; da han døde som 21-årig, var han noteret for 18 landskampe! Duncan Edwards var født og opvokset i nærheden af Wolverhampton, hvorfor det var nærliggende at tro, han ville blive professionel i Wolverhampton Wanderers. Men da Matt Busby hørte om ham i forbindelse med en skole-landskamp, hentede han ham prompte til Old Trafford, hvad Duncan Edwards var lykkelig over; han havde altid drømt om at spille for United.

Det siges om Duncan Edwards, at han ville være blevet en større spiller end Pelé, Franz Beckenbauer og Johan Gruyff; han kunne det hele, og han ville det hele, han simpelthen elskede at spille fodbold. I et par år spillede han på såvel del engelske A-landshold som ungdoms-landsholdet, førsteholdet i United og ung senior-holdet, det vil sige omkring 100 kampe om året.

Han var fløjhalf, men i realiteten var det ham underordnet hvor han blev placeret; han demonstrerede verdensklasse hvor som helst når som helst. I en ungdoms-landskamp mod Skotland blev han rykket frem i frontlinjen fordi den engelske centerforward blev skadet - og scorede fire gange. Når Uniled var bagud, og Matt Busby og Jimmy Murphy i pausen viste sig i omklædningsrummet, rejste han sig altid og slog dem på skulderen: ”Op med humøret, drenge; jeg laver et par mål i 2. halvleg.” Og del gjorde han så. Duncan Edwards var totalt uspoleret og upåvirket af sin succes; en stor glad dreng, på mange måder lidt naiv, men elskelig og hensynsfuld. ”Han var som en far for mig” har hans jævnaldrende holdkammerat Bobby Charlton sagt.

The Team From Nowhere

Jimmy Murphy, der ikke var med på turen til Beograd, eftersom Matt Busby havde givet ham fri til at styre det walisiske landshold mod Israel i Cardiff, overtog midlertidigt jobbet som manager på Old Trafford; hans første opgave var cup matchen i 5. omgang mod Sheffield Wednesday den 19. februar. Kun to af spilleme fra ulykkesflyet var til disposition; Harry Gregg og Bill Foulkes. Dertil kom nyerhvervelserne: den erfarne boldbegavede innerwing Ernie Taylor fra Blackpool og den slidstærke fløjhalf Stan Crowther fra Aston Villa. Resten blev hentet fra reserveholdet.

Jimmy Murphy brød grædende sammen, da han skulle sætte holdet; og programmet blev trykt med numre uden navne ud for Manchester United. 60.000 tilskuere fyldte Old Trafford denne aften, blandt dem Denis Law, som på det tidspunkt spillede for Huddersfield, men havde taget turen over Penniner bjergene og på den sorte børs købt sig en billet til ståpladserne på the Stretford End. United: The Team From Nowhere sejrede 3-0 i denne følelsesladede forestilling.

Shay Brennan, sædvanligvis højre back på reserveholdet, optrådte som venstre wing og lavede to mål. Ti år senere hjalp han Manchester Uniied til at besejre Benfica i Europa Cup finalen for mesterhold - som back. United eliminerede dernæst West Bromwich og Fulham for i finalen at tabe 2-0 til Bolton. Jeg husker stadig hvordan Bolton's tank-centerforward Nat Lofthouse angreb Harry Gregg i luften og væltede både ham og bolden ind i nettet til det andet mål - men også at ingen United spiller protesterede, skønt de havde grund til det.

I mellemtiden var Bobby Charlton og Dennis Vio-letl samt Matt Busby vendt tilbage til United, Busby ved hjælp af krykker, men Charlton i fysisk topform; kun to måneder efter ulykken debuterede han på landsholdet.I den europæiske semifinale formåede United at besejre AC Milan 2-1 på Old Trafford - for så i returkampen på San Siro at tabe 4-0. Det europæiske Fodbold Forbund inviterede dog United til at være med igen, men det ville the Foolhall League ikke tillade. Alligevel blev sæsonen 1958/59 en opmuntring for United - med en beundringsværdig og bemærkelses-værdig andenplads i ligaen efter Wolverhampton; medvirkende til denne triumf godt ét år efter tragedien i München var Matt Busby's beslutning om at investere 45.000 pund i innerwingen Albert Quixall fra Sheffield Wednesday, rekord køb i engelsk fodbold dengang.

”Det var i den sæson, Matt Busby demonstrerede sin virkelige styrke” fortalte Jack Crompton, den daværende træner i klubben. »Før han kunne opbygge et hold, skulle han bygge sig selv op. Jeg husker mangen en morgen, når vi sammen skulle op ad trapperne til hans kontor på Old Trafford: pludselig gav han mig sine krykker og forsøgte at klare sig uden dem. Han havde konstant smerter, men han ville ikke give op. Når vi havde set en eller anden kamp og var på vej hjem, skiftede han stilling flere hundrede gange, mens han sad i bilen.

Uanset hvor United spillede, strømmede folk til. Mange steder måtte portene lukkes længe før kick off, og på Old Trafford samlede United over én million tilskuere til sine 21 liga matcher: I gennemsnit nøjagtigt 53.258! Interessen for klubben var kolossal, og selv til det unge reserveholds kampe var det almindeligt med et tilskuertal på over 10.000!

Rekord-købet


Matt Busby vidste, at han ikke fra den ene sæson til den næste kunne forvandle sine unge spillere fra talenter til stjerner. Men i kraft af de mange tilskuere havde han de økonomiske forudsætninger for at kunne købe sig til et stort hold; og han udnyttede dem lidt efter lidt. Han hvervede Noel Cantwell fra West Ham og Maurice Setters fra West Bromwich for at styrke forsvaret, og i sommeren 1962 foretog han sil dyreste indkøb, da han for 116.000 pund hentede Denis Law hjem fra Italien.

Denis Law var i sommeren 1961 blevet solgt til AC Torino -for anden gang i sin karriere for et beløb, der var rekord i britisk fodbold, eftersom Manchester City fik 115.000 pund for ham; den første rekord blev sat, da Manchester City hentede ham til Maine Road fra Huddersfield. Denis Law kunne ikke forlige sig med kadaver-disciplinen i italiensk fodbold, de ugelange træningsophold i bjergene og ikke mindst den italienske spillestil; og i slutningen af sin første sæson i klubben kom han på kant med sin træner - med det resultat, at træneren udelukkede ham i to uger. Mens resten af AC Torino's hold med Enzo Bearzot som anfører rejste til Schweiz for at spille et par venskabskampe, blev Denis Law i Torino - indtil han et par dage senere også tog til Schweiz, telefonisk inviteret af Matt Busby, der tilfældigvis var i alpelandet, da han hørte om kontroversen mellem Denis Law og hans chef-træner. Busby og Law blev hurtigt enige om betingelserne for et samarbejde; hvorpå det var op til United at frigøre ham fra AC Torino.

Mens Denis Law drømte sig tilbage til Manchester United, forhandlede AC Torino om at sælge ham til Juventus - af den enkle grund. at Juventus ville give 160.000 pund for ham; altså 45.000 pund mere end Torino mundtligt var blevet enig med United om. Da Law hørte, at Torino havde solgt ham til Juventus, pakkede han sin kuffert, tog en taxa fra Torino til Milano og fløj derfra til sin fødeby Aberdeen før han lod høre fra sig. Da det gik op for lederne i AC Torino, at Denis Law mente det alvorligt med aldrig mere at ville spille for en italiensk klub, indvilgede de i at overlade ham til Manchester United for 116.000 s pund. United udstedte to checks: én til Torino på 71.000 pund og én på 45.000 pund, det beløb, AC Torino stadig skyldte Manchester City.

Det flammende geni

Denis Law var en brillant spiller, en publikumsmagnet med samme tiltrækningskraft som Bobby Charlton. Hans første sæson på Old Trafford blev dog ingen succés; United sluttede på 19. pladsen, og klubben havde så mange skuffelser undervejs, at Matt Busby i februar 1963 følte sig tvunget til at købe igen. Han engagerede Paddy Crerand. En kultiveret og konstruktiv fløjhalf fra Geltic Glasgow, der i spilopfattelse harmonerede fortræffeligt med Denis Law. De to skotter avde en væsentligt andel i, al Manchester United (som en trøst for 19. pladsen i ligaen) sluttede sæsonen med at udspille Leicester i Cup finalen på Wembley og vinde 3-1.

I de følgende fem sæsoner spillede United med en fascinerende elegance og arrogance -og en selvtillid som om spillerne forventede at finde en krukke guld for enden af regnbuen (hvad de for det meste også gjorde). Det blev til en andenplads i ligaen i 1964, en førsteplads 1 1965, en fjerdeplads i 1966, en førsteplads i 1967 og en andenplads i 1968; i FA Cup turneringen nåede de tre år i træk (fra 1964) til semifinalerne. den formidable periode kulminerede i 1968 med 4-1 sejren over Benfica (efter forlænget spilletid) i Europa Cup finalen for mesterhold på Wembley.

Det blev sagt om Denis Law, at han havde ild i maven, hvad der var en kompliment til ham for hans magiske spil og især hans evne til som en anden snigskytte at slå til når som helst. I sine første tre sæsoner på Old Trafford lavede han 81 mål i 104 liga matcher, og fire gange på fem år blev han topscorer i 1. division. ”Denis the Menace: The King” kaldte folk ham – Jern Henrik: Kongen. Men dette flammende geni kogte indimellem over; i 1963 blev han udelukket i fire uger for at have sparket en modstander, året efter fik han en tilsvarende karantæne, og i 1967 blev han udelukket i seks uger, hvorimod møverne og provokatørerne slap for tiltale.

Denis Law blev i 1964 valgt som ”årets spiller” i Europa, en hæder, som to af hans holdkammerater også opnåede i Uniteds gyldne periode i 60'erne: Bobby Charlton i 1966 (primært for sin præstation i VM-slulrunden) og George Best i l968.

Best the Best


Det var Bob Bishop, talentspejder for Manchester United i Nordirland, der opdagede George Best; han ringede Matt Busby op og sagde; ”Jeg tror, jeg har fundet et geni.” Busby kontaktede prompte ”geniet” forældre, og i sommeren 1961 kom den lille splejsede Gcorgie-Boy til Old Trafford, 15 år gammel. Men han fik hurtigt hjemve; mindre end 24 timer senere tog han færgen fra Livorpool hjem til Belfast. Igen ringede Busby til forældrene, og i selskab med dem kom George Best tilbage til Old Trafford. I må ikke tvinge ham til noget; lad ham lege og udvikle sit talent helt naturligt var den ordre, Matt Busby gav træner staben i United.

To år senere - den 14. september 1963 - debuterede George Best på førsteholdet. Allerede et par dage før kampen (mod West Bromwich) besluttede Matt Busby sig til at lade Best vikariere for en af de etablerede spillere, som var plaget af en skade. Men i holdopstillingen figurerede navnet på den skadede spiller ~ fordi Busby ikke ønskede at bekymre Georgie-Boy og spolere hans søvn natten før kampen. ”En stjerne er født” skrev pressen om Best; senere hed det talrige gange ”Best the Best” og ”Best of Two Worlds”, Busby ventede dog til 2. juledag med atter at udtage George Best til førsteholdet; den dag sejrede United 5-1 over Burnley - med Best som mål skytte til 1-0.

Fra det øjeblik spillede United ikke en kamp uden Best med mindre han var skadet eller udelukket. George Best blev bedre og bedre, og presset på ham større og større; der var ingen grænser for hans berømmelse og popularitet. Alle jagtede ham på og udenfor banen. End ikke i sin fashionable villa kunne han være i fred; piger i hobetal ventede udenfor hans dør i håb om at komme i seng med ham. Han var aldrig alene, men blev mere og mere ensom, og efterhånden levede han på instinkt i stedet for logik; alt hvad han havde opbygget smuldrede.

Best, på. én gang idol og rebel, forsøgte at flygte fra virkeligheden, ja selv fra sin egen skygge - for så med faderlig assistance fra Matt Busby at gøre nye forsøg på at skabe sig en tryg tilværelse. George Best ruinerede sig selv fysisk og økonomisk - og endte som en tragedie. Men en stor spiller var han, måske den bedste i verden nogen sinde.

Fodboldens gentleman

Bobby Charlton derimod sagde farvel med manér, helt i overensstemmelse med sit image som fodboldens gentleman, der i sin 20 år lange glorværdige karriere kun pådrog sig én advarsel. Han spillede sin 751. og sidste liga match for United i april 1973 (mod Chelsea på Stamford Bridge); hans testimonial, officielle afskedskamp, foregik den 18. september 1972 på hans elskede Old Trafford, hvor 60.538 tilskuere så United spille 0-0 mod Celtic.

Med Charlton forsvandt den sidste del af rygraden i Uniteds gigantiske mandskab; Denis Law, George Best, Nobby Stiles, Pat Crerand og Bill Foulkes var borte, Law dog ikke længere væk end et godt ud spark fra Old Trafford, eftersom han spillede for Manchester City. Hvilket skulle blive fatalt for United.

I sæsonen 1973/74 lignede Manchester United forholdsvis tidligt en nedrykker, men ni point i fem kampe i april gav ”de rede” nye håb. 0-1 mod Everton på Goodison Park indebar dog, at United i sin næstsidste kamp (mod Manchester City på Old Trafford) skulle have mindst det ene point for at blive i 1. division. Otte minutter før tid var stillingen 0-0; så scorede Denis Law for Manchester City med et hælspark, instinktivt - og uden at udtrykke sin sædvanlige glæde over et pletskud, tværtimod. Hans sjæl rykkede ned i 2. division sammen med United.

De fleste havde ventet, at Matt Busby med sejren i Europa Cup finalen i 1968 havde trukket sig tilbage fra posten som manager, men United var blevet så meget større end en ordinær klub, at den nu adlede Sir Matt var nervøs for at overlade ansvaret til en anden. I maj 1969 abdicerede han dog og tilskyndede bestyrelsen til at placere Wilf McGuinness på den trone, hvorfra han havde styret United igennem 24 år.

Wilf McGuinness var en af the Busby Babes i 50'erne, men et kompliceret benbrud gjorde en ende på hans karriere som aktiv, da han var 22; Busby gjorde ham da til hjælpetræner for reserveholdet. I den første sæson med McGuinness som chef opnåede United en 8. plads i ligaen, og klubben spillede sig frem til semifinalerne i såvel Liga Cup som FA Cup turneringen; en ganske lovende start for en manager uden større erfaring.

Men i den følgende sæson kneb det, og da United omkring juletid var tæl på nedrykningszonen og ydermere tabte til Aston Villa fra 3. division i Liga Cup turneringen, blev McGuinness fritaget for ansvaret og tilbudt jobbet som træner for reserveholdet; en nedtur, han accepterede med værdighed og loyalitet. Matt Busby, medlem af bestyrelsen, overtog midlertidigt rollen som manager, og det forandrede totalt indstillingen i spillerstaben, hvor mange om end ikke direkte havde modarbejdet McGuinness, så i al fald ikke støttet ham.

Skrivebords-manager


United ansatte i sommeren 1971 ireren Frank O'Farrell som manager - i høj grad på baggrund af hans arbejde i Leicester, klubben, han havde ført tilbage til 1. division. O'Farrell med en fortid som fløjhalf i West Ham og Preston sørgede for, at United fik en bedre start i ligaen end i de foregående syv år. Nobby Stiles havde fået tilladelse til at skifte til Middlesbrough, og Paddy Crerand var blevet chef for ungdomsholdet på Old Trafford.

Men O'Farrell løste problemet uden al bruge penge, eftersom han flyttede de to forwards Willie Morgan og Alan Gowling tilbage som fløjhalves. Bobby Charlton, Denis Law, George Best, målmanden Alex Stepney og mange andre var stadig med, og i de første fire turneringskampe spillede United sig til syv point. Ved årsskiftet - midtvejs i ligaen - var United suverænt på førstepladsen (med kun to nederlag undervejs), og George Best toppede listen over skarp-skytter med 17 fuldtræffere!

Så visnede roserne. United tabte syv kampe i træk, og Frank O'Farrell så ingen anden udvej end at købe ind; han hentede Martin Buchan fra Aberdeen for at styrke forsvaret og Ian Storey-Moore, den målfarlige wing fra Nottingham Forest. Men for tredje år i træk blev det kun til en 8. plads.

Det skulle blive endnu værre. I den nye sæson startede United med ni kampe uden sejr; som en sten faldt United ned på 22. og sidstepladsen. Frank O'Farrell forsøgte at helbrede ”patienten” ved at købe to målfarlige forwards; Ted MacDougall fra Bournemouth og Wyn Davies fra Manchester City, men Uniteds sygdom skyldtes mentale grunde i højere grad end organiske.

George Best kunne ikke forlige sig med de mange skuffende resultater og prøvede at drukne dem i øl og spiritus; det hændte ofte, at han udeblev fra træning eller kom for sent til en kamp. Han blev straffet for disse disciplinære forseelser, men som regel så mildt, at de andre spillere blev rasende, hvad der forgiftede atmosfæren på Old Trafford. Umiddelbart før julen 1972 tabte United 5-0 til Crystal Palace på Selhurst Park; og et par dage senere blev Frank O’Farrell fyret og George Best sat på salgslisten.

Manglende kommunikation var givetvis årsagen til, at Frank O'Farrell blev en fiasko. Han var en stilfærdig og følsom mand, der sjældent viste sig i omklædningsrummet eller på træningsbanen, endsige talte med sine spillere; en skrivebordsmanager, der tilbragte så megen tid på sit kontor, at han på en måde kunne sammenlignes med en indsat i et fængsel. Spillerne kendte ham knap nok; som Denis Law bemærkede: ”Han kom som en fremmed, og han rejste som en fremmed.” Matt Busby opfattede ham lidt anderledes: ”Han blev ansat for at styre spillerne, men han gav indtryk af også at ville styre bestyrelsen.”

Jernmanden

Som hans afløser valgte United en skotte: den jernhårde rapkæftede Tommy Docherty, der om nødvendigt tilsidesatte menneskelige hensyn og ofrede venskaber for at opnå en sportslig succes. Han forvandlede prompte Old Trafford til et sted, der kunne sammenlignes med Hovedbanegården; mange rejste - og mange kom, hovedsagelige skotske spillere, som han kendte fra sin tid som manager for det skotske landshold og for en del klubber. Det var ikke få klubber, T. D. havde arbejdet for. og han yndede at sige; ”I have more clubs (klubber = køller) than Jack Nicklaus.”

Tommy Docherty genskabte entusiasmen i United, og han reorganiserede systematisk førsteholdet; spillere som Bobby Charlton, Denis Law og George Best blev skubbet til side til fordel for hans nye indkøb samt unge spillere som Brian Greenhoff, Sammy Mcllroy og Gerry Daly. Fornyelsen på Old Trafford kostede en tur ned i 2. division, men på ét år - sæsonen 74/75 - var United tilbage, hvor (som the Doc udtrykte det) ”klubben hører hjemme”. Det lykkedes ikke Tommy Docherty at gøre United til engelsk mester, men to år i træk førte han klubben til Cup finalen på Wembley: i 1976 mod Southampton (0-1) og dernæst mod FC Liverpool (2-1). To måneder efter triumfen på Wembley var Tommy Docherty' en taber, da han erklærede sin kærlighed til Mary Brown, mor til to børn og gift med Uniteds massør Laurie Brown; han blev skilt fra sin hustru efter 23 års ægteskab og fra Manchester United, som af moralske og katolske grunde ikke kunne og ville fortsætte samarbejdet med ham ovenpå sådan en ”skandale”.

Men ingen kunne tage det fra T. D. at han havde placeret Manchester United på verdensatlaset igen. Dave Sexton - i temperament og optræden vidt forskellig fra the Doc - overtog jobbet som manager på Old Trafford, og i sin første sæson (Manchester Uniteds 100 års jubilæum) styrede han sine tropper til Cup finalen på Wembley, hvor de dog tabte 3-2 til Arsenal. Forventningerne til Uniied var store - på baggrund af dels sejren over Liverpool på Wembley og dels de indkøb, Dave Sexion gjorde for et millionbeløb i pund: Gordon McQueen, Joe Jordan og Mike Thomas. Og de var for store til, at Sexton kunne indfri dem. Selv investeringer i Ray Wilkins og Garry Birtles kunne ikke hjælpe Dave Sexton - og United til mesterskabet.

Ron Atkinson, manager siden juni 1981, synes bedre på vej end sin forgænger i bestræbelserne på at tilfredsstille Manchester Uniteds millioner af tilhængere, hvoraf en stor del er organiseret i supporters clubs i op imod 80 lande, deriblandt Sovjet, Mauritius, Japan, Vietnam og Mexico. Atkinson med en fortid som spiller i Aston Villa, Kellering og - Oxford United (i sidstnævnte klub sammen med ”Alt om Sports” medarbejder Graham Turner) og som manager i Kettering, Cambridge United og West Bromwich har også fået næsten ubegrænsede beføjelser til at hverve de spillere, han ønskede at ”blande” med produkterne fra Uniteds egen talentskole: Bryan Robson, Frank Stapleton, Remi Moses, John Gidman og Amold Muhren samt Peter Beardsley blev hentet til Old Trafford for millionbeløb og integreret i en stab med etablerede spillere som Gordon McQueen, Ray Wilkins, Martin Buchan, Gary Bailey, Lou Macari og Steve Coppell samt talenter som Norman Whiteside, Scott McGarvey, Kevin Moran, Mike Duxbury, Paul McGrath, Ashley Grimes og Tom Sloan.

United i krise


Manchester United købte spillere for 3.290.700 pund - og solgte for 1.155.594 pund; med det resultat, at bestyrelsen i slutningen af oktober overfor aktionærerne måtte orientere om et tab på 2.282.000 pund og en gæld på 1.366,003 pund. ”Vi er inde i den mest foruroligende periode i klubbens historie” siger formanden Martin Edwards ”men jeg er overbevist om, at vi overlever krisen.”

Det er første gang siden den 2. verdenskrig, Manchester United har økonomiske problemer; derimod havde klubben det ofte før. Første gang i 1878 umiddelbart efter at en gruppe jernbanearbejdere havde stiftet den under navnet Newton Heath Football Club. Dengang var der ikke tale om gæld, men om mangel på penge til at finansiere en bold samt senere diverse rekvisitter og faciliteter.

Newton Heath indførte professionalisme i 1885, og i kraft af gode arbejdspladser ved jernbanen, Lancashire and Yorkshire Railway, og en blomstrende industri i Manchester lokkede klubben mange topspillere til fra nær og fjern, ikke mindst fra Wales (i nyere tid har United især rekrutteret talenter fra Skotland og Nordirland). To af de mest markante var brødrene Jack og Roger Doughty; deres indtægt på fodbold var 30 shillings om ugen (ca. 30 kroner). De spillede begge på det walisiske landshold: Jack som centerforward og Roger som venstre innerwing. I en landskamp mod Nordirland i 1888 lavede de henholdsvis fire og seks mål og hjalp Wales til en sejr på 11-0, selv om tre af deres holdkammerater forlod banen midi i 2. halvleg for al nå det sidste tog hjem.

I begyndelsen af 1902 var klubben nær sin første bankerot - med en gæld på 2.670 pund, som skyldtes omkostningerne i forbindelse med etableringen af anlægget på Clayton North Lane; med hjælp fra Manchester City blev en del af kreditorerne betalt. Men på den ekstra-ordinære generalforsamling måtte formanden konstatere, at klubben stadig skyldte 2.000 pund. Hvorpå førsteholdets anfører Harry Stafford rejste sig og meddelte, at han og fire andre var rede til al investere 500 pund hver. Harry Stafford burde senere have været hædret med en statue udenfor Old Trafford for sin enestående loyale gestus; året efter lod han sig reamatørisere for at spare klubben for penge, og da han sluttede sin karriere som aktiv, indtrådte han i bestyrelsen.

John H. Davies, en velhavende bryggeri ejer og en af de fire velgørere udover Stafford, blev valgt som formand; ved samme lejlighed enedes forsamlingen om at give klubben el nyt navn. Nogen foreslog Manchester Central, andre Manchester Celtic, mens talentspejderen Louis Rocca gik ind for Manchester United.

Den tredje frelser

Med John H. Davies som chef og økonomisk garant oplevede Manchester United sin første gyldne periode; klubben vandt FA Cuppen i 1908 og 1911, og den fik et nyt hjemsted; Old Trafford, som blev indviet den 19. februar 1910 med en kamp mod FC Liverpool. 50.000 tilskuere så Liverpool vinde 4-3. Det tal skulle blive overgået mange gange senere, bl.a. i december 1920, da 70.504 tilskuere (rekord for Old Trafford) så Manchester United mod Aston Villa i ligaen.

I 1931 var United igen på randen af en økonomisk ruin, hovedsageligt fordi klubben havde fejlinvesteret mere end sin formue i spillere, der hverken kunne vinde sejre eller tilhængere. John H. Davies var død i 1927, men hans enke indvilgede i at betale knap en tredjedel af gælden på 17.705 pund, et astronomisk beløb dengang. Ingen i bestyrelsen syntes indstillet på at skyde flere penge i klubben med undtagelse af James Gibson, en indflydelsesrig direktør indenfor tekstil-branchen. Han tilbød at eliminere gælden og at finansiere klubben fremover på den betingelse, at han alene styrede den.

Krisen, der varede tre år, var overstået - og dog; sportsligt havde United lidt under den, og på sidste spilledag: den 5. maj 1934 var klubben næstsidst i 2. division. United havde 32 point og skulle møde Millwall, der ligesom Swansea havde 33 point; Lincoln City med 25 point var allerede dømt til nedrykning. United, der skulle vinde, fik forholdsvis hurtigt en spiller skadet, men selv med ti mand lykkedes det at vinde 2-0. Det er den eneste gang i klubbens historie, den har været i fare for at blive degraderet til 3. Division.

I de sidste sæsoner før der 2. verdenskrig oplevede Manchester United en yo-yo- tilværelse i ligaen: med oprykning til 1. division i 1936, nedrykning året efter og oprykning i 1938. Snoren holdt, men så kom krigen. Old Trafford blev bombet og United igen påført en kolossal gæld; men for tredje gang fandt klubben en frelser: Matt Busby.